Indtil videre ved vi, at mennesket har gået på jorden i ca. 250.000 år.

Mennesket har, i ca. 98% af vores tid, levet i pagt med naturen indtil for kun ca. 1000 år siden. Dvs. i kun ca. 2% af tiden har vi levet som vi gør i dag. 

Det var en gradvis proces, at mennesket i Norden “brød” med at leve i pagt med naturen. Det skete dog primært med industrialiseringen i slutningen af 1700-tallet, som markerede en stigende udnyttelse og kontrol af naturens ressourcer og førte til et markant skift fra et liv, hvor naturen var en integreret del af hverdagen. 

Nogle hævder, at  kristendommens indtog i Norden kunne have en indvirkning på vores trosforhold. 

Det er videnskabeligt bevist, at mennesket ikke har ændret sig siden Stenalderen. Faktisk tror vores hjerne, at vi stadig lever og opholder os i naturen. Det er det den kender bedst, trives bedst i og føler sig mest hjemme i.

Mennesket har altid måtte indordne sig efter naturens orden, hvor vi tilbad den, som det ypperste – som det mest guddommelige – vores allesammens “fader og moder”. Det har aldrig været omvendt. Det er først i nyere tid, måske blot ca. 800 år, at den civiliseret verden har kæmpet for at være herre over naturen. Det er desværre også lykkedes, for en periode, men nu betaler vi prisen.

Endelig er det gået op for os, at ressourcerne er begrænsede, og at vi mennesker er helt og aldeles afhængige af at naturen har det godt.

For at passe bedre på os selv og jordkloden, må der forvandling til, da det kræver en markant indsats at genfinde og genvinde en naturlig kontakt og respekt igen.

Vi ER natur, og vejen til balance og harmoni i verden kræver, at vi lever ikke bare i balance og harmoni med naturen men også i balance med naturen inde i os; fysisk, psykisk, mentalt, moralsk og åndeligt.

Her er det, at en bæredygtig og menneskelig transformation og regeneration er og bliver et livsvilkår for vores velbefindende, vores trivsel og overlevelse.